Familien Kærsaas valg

Vedvarende energi er en af de eneste boliginvesteringer, der betaler sig selv tilbage. Nye køkkener, tilbygninger osv. falder i værdi med tiden.

Tine og Jesper Kærsaa sparer hvert år 35.000 kroner takket være deres nye solfanger.

Familien Kærsaas valg

35.000 kroner. Så meget sparer familien Kærsaa på Thurø hvert år på varmeregningen, efter de har skiftet det gamle oliefyr ud med ti kvadratmeter solfangere og et gasfyr.

Det første, man lægger mærke til, når man ankommer til Tine og Jesper Kærsaas hus, er de ti kvadratmeter solfangere, der er placeret op ad husets gavl. Placeringen er usædvanlig – men effektiv. For gavlen vender mod sydvest, hvor der er mest sol.

Droppede oliefyret og sparer 35.000 om året

”Da vi flyttede ind, var det et meget gammelt og sultent oliefyr, der leverede varmen. Det kostede de tidligere beboere 50.000 kroner årligt at varme huset op. Og de første fire måneder hældte vi 2.000 liter olie på fyret” siger Tine Kærsaa. Familien på fire, to børn og to voksne, valgte derfor at skille sig af med det gamle oliefyr og i stedet installere solfangerne i kombination med et nyt gasfyr. ”Det var selvfølgelig også et spørgsmål om at gøre noget for miljøet, men vi ville ikke have investeret 130.000 kroner, hvis ikke vi samtidig kunne spare på varmeregningen” siger Jesper Kærsaa. I dag kan familien varme deres 400 kvadratmeter store hus på Thurø op for 15.000 kroner årligt. Det svarer til en besparelse på 35.000 kr. – dermed er investeringen allerede tjent hjem efter fire år.

”I sommerhalvåret får vi stort set alt vores varme vand fra solfangerne, og om vinteren opvarmer de en stor del af boligen også”, forsætter Jesper Kærsaa.
På grund af den meget synlige placering på gavlen ud mod vejen, har familien fået mange interesserede henvendelser fra naboer og forbipasserende. ”Der er rigtig mange, som har været inde og høre, hvorfor vi har fået solfangerne installeret, og om det kan betale sig. Og det kan vi jo kun sige klart ja til”, slutter en smilende Tine Kærsaa.

Teknisk konsulent Birger Christiansen fra TEKNIQ siger ”Af hensyn til frostvæsken i solfangerne bør anlægget tjekkes hvert andet år. Desuden skal man jævnligt kontrollere trykket i vandtanken. Men ellers er der ingen vedligeholdelse på anlægget, der har en levetid på 30 år eller mere.”

Vil du vide mere om dine egne muligheder for at mindske dit CO2-udslip og dine energiudgifter med vedvarende energi, så kontakt din lokale VE-installatør. Du finder din nærmeste VE-installatør ved at klikke her

2012 - Medlemsblad

Facebook