Solvarmeanlæg

Solvarmeanlæg for billig varme

Hvad er et solvarmeanlæg?

Hjælp dit olie- eller gasfyr til et længere liv med et solvarmeanlæg og spar mange penge samtidig. Du kan også slippe for at bære træpiller eller brænde til biobrændselsfyret i sommerperioden.

Solenergi er kendetegnet ved, at der er uendelige mængder af den. For at bruge solenergi i din hverdag, skal den opsamles og lagres til senere brug.

Solvarme er naturligt nok afhængigt af, at solen skinner, men faktisk kan et solvarmeanlæg levere varme en langt større del af året, end man umiddelbart tror. Et solvarmeanlæg vil kunne levere hele dit varmeforbrug i sommerhalvåret og give et væsentligt tilskud i efterårs- og forårsmånederne.

På den måde kan et solvarmeanlæg være med til at sikre, at du ikke behøver at starte olie- eller gasfyret eller varmepumpen i hele sommerhalvåret.

Solvarmeanlægget består af flere elementer, hvor den mest synlige er selve solfangeren, der mest ligner en sort kasse med glaslåg, hvor du kan se nogle rør. I de fleste tilfælde indeholder den vand med frostvæske, som sikrer, at varmen ryger fra solfangeren til solvarmeanlæggets andet hovedelement, nemlig en varmeakkumuleringstank til at lagre den opsamlede energi i. Herfra bliver varmen sendt til husets radiatoranlæg og varmer boligen op, eller den er med til at levere varmt brugsvand.

En solvarmeanlægs produktion er afhængig af solfangerens placering, både retning og vinkel. En solfanger på et fladt tag får meget lidt sol om vinteren, mens en lodret fanger ikke er særlig effektiv om sommeren. Den mest optimale placering er normalt direkte mod syd og i en vinkel på 45 grader. Solvarmeanlægget kan sagtens have en fin produktion, selv om det i løbet af dagen rammes af mindre skygger fra flagstænger m.m.

Solvarme er altid et supplement til en anden produktionskilde, og i de senere år er der kommet flere anlæg på markedet, der udnytter solens stråler til at optimere energiproduktionen. Eksempelvis er der solvarmeanlæg, der fungere sammen med jordvarmeanlæg, så ”trækket” på jorden mindskes. Der forventes flere kombinerede anlæg i de kommende år, som forstærker solvarmeanlæggets fordele til gavn for din pengepung.

Din lokale VE-installatør kan fortælle meget mere om mulighederne for at spare både penge og udledning af CO2 med begge typer anlæg. Du finder din nærmeste VE-installatør ved at klikke her

2012 - Medlemsblad

Facebook