15. oktober 2021
Markedet for varmepumper er i eksplosiv vækst, og med indtoget af den klimavenlige teknologi i de danske nabolag stiger risikoen for støjgener. Derfor er det vigtigt, at du som boligejer får rådgivning fra fagfolk, inden du vælger pumpen og dens placering.
Støjen fra varmepumper kan først og fremmest give anledning til problemer på de koldeste dage af året, hvor varmepumpen skal arbejde hårdest. Derfor er det også disse relativt få dage man skal fokusere på, når man skal sikre, at varmepumpen ikke vil give anledning til støjproblemer.
I bygningsreglementet er der krav om, hvor meget tekniske installationer, som varmepumper, må larme. Støjen fra udvendige installationer må ikke overstige 40 decibel i åben og lav boligbebyggelse samt sommerhusområder (35 decibel om natten). Men derudover er der ikke præcise krav til varmepumpers støjniveau.
Det er der til gengæld til de installatører, som skal sætte varmepumperne op. Fra 1. april 2021 skal installationen af en varmepumpe udføres af en VE-godkendt virksomhed, hvis der skal udbetales energisparetilskud. Derfor er det også vigtigt, at du som husejer holder dig til installatører, der har denne godkendelse. Den rette faglighed er således den bedste vej til, at du både får en varmepumpe, der passer til dit behov, og at støjgenerne minimeres.
I praksis er det en fælles opgave mellem husejeren og installatøren at finde den bedste varmepumpe og den bedste placering. Det kræver naturligvis, at installatøren har den krævede viden og kan rådgive kunden i, hvilken modeltype, der passer til deres specifikke bolig.
Det er derfor ikke kun valget af pumpe, der er vigtig. Det samme gælder placeringen af varmepumpen.
De mest støjende varmepumper skal altid placeres tilstrækkeligt langt fra skellet mellem boligejeren og naboens grund, så installationen ikke giver støjgener. Ønsker du som kunde at gemme varmepumpen mere væk og placere den tættere på naboen, skal du vælge en mere støjsvag model, og det kan være nødvendigt at installere en støjskærm omkring varmepumpen.
Det er fristende at gå efter de billigste varmepumper på markedet. Men jo færre penge, du investerer i apparatet, jo mere støjer det typisk. Derfor er det vigtigt, at installatørerne rådgiver dig i, hvilke modeller, der passer bedst til den enkelte bebyggelse.
Uanset hvad er det altid en god idé at få en indikation af om varmepumpen kan give støjproblemer inden man sætter den op. Det kan installatøren hjælpe med vha. fx Energistyrelsens støjberegner eller vha. producenternes anvisninger og bør altid indgå i tilbuddet.