Find installatør Spørgsmål & svar Tilskudsmuligheder
Hvis du overvejer at udskifte din nuværende opvarmningsform til biobrændsel som fx et træpillefyr, så kan du med fordel læse videre herunder, hvor du kan blive klogere på biobrændsel, og hvilke fordele der er ved at skifte over til et biomassefyr såsom et træpillefyr.
Undervejs får du blandt andet svar på spørgsmål som: ”hvad er biobrændsel?”, og ”hvad er et træpillefyr?”. Derudover har du på denne side også mulighed for at søge efter en VE-installatør i dit nærområde, som kan hjælpe dig med rådgivning omkring dine muligheder for biobrændsel såvel som med installation af biomassefyr.
Vil du vide mere om dine muligheder for at spare penge og reducere dit CO2-udslip med biovarme, så kontakt din lokale VE-installatør.
I dag findes der mange forskellige måder, hvorpå du kan opvarme din bolig, hvor en af de mere klimavenlige metoder er et biomassefyr i form af fx et træpillefyr. Et træpillefyr er ikke kun en effektiv måde at opvarme både bolig og brugsvand på, men også et klimavenligt alternativ til eksempelvis olie- og gasfyr. Varmen produceres som oftest ved afbrænding af træpiller, der bliver betegnet som CO2-neutrale, idet træ er en fornybar ressource.
Træpillefyret tilkobles centralvarmesystemet i din bolig. Herfra leveres den producerede varme direkte ud i huset via radiatorsystemet og opvarmer derved også dit brugsvand. En af de største fordele ved fyring med træpiller er derved, at biomassefyret er langt bedre til at udnytte varmen end en almindelig brændeovn, der typisk kun opvarmer det rum, den står i. Dette betyder blandt andet også, at du med et træpillefyr får et meget større udbytte af dit brændsel. Samtidig er det også nemmere at regulere forbruget og skabe en mere stabil temperatur. Et træpillefyr er dermed et godt alternativ til fx dit gamle oliefyr.
Biobrændsel, også kaldet for biomasse, er en fælles betegnelse for den energi, der findes i det organiske stof, som dannes i forbindelse med planternes fotosyntese. Det korte svar på spørgsmålet: ”hvad er biobrændsel”, er, at det er et lager af energi. Energi, der kan bruges til opvarmning af både din bolig og dit brugsvand.
Dertil kommer også, at biobrændsel er defineret som vedvarende energi, da det stammer fra fornybart organisk materiale, der altid vil kunne findes i naturen. Det betyder også, at biobrændsel kan produceres forholdsvist hurtigt og nemt. Biobrændsel er derfor også en samlet betegnelse for al biomasse, som vil kunne bruges til opvarmning – herunder blandt andet biogas, halm, organisk affald og træ. I almindelige boliger er træ dog den mest udbredte form for biomasse.
Et biomassefyr er en fælles betegnelse for fyr, der anvender biomasse til at producere varme. Det mest almindelige er et træpillefyr, men der findes også fastbrændselsfyr og masseovne, som anvender almindeligt brænde. Biomassefyr, såsom træpillefyr, fungerer som en almindelig brændeovn, hvor der fyres brændsel i en kedel, som derefter afgiver varme. Til forskel fra brændeovnen kobles fyret i stedet direkte på centralvarmesystemet, så du undgår, at varmen løber ukontrolleret ud i et enkelt rum.
For de fleste, der opvarmer med et oliefyr, er der mange penge at spare ved at skifte til et biomassefyr som træpillefyr. Det gælder især, hvis dit oliefyr er af ældre dato, og du ikke i forvejen supplerer din opvarmning med fx en brændeovn.
Særligt ejendomme uden for fjernvarme- og naturgasnettet vil kunne få stor glæde af fx træpillefyr, hvor skiftet fra oliefyr eller el hurtigt vil kunne tjene sig selv ind igen. Alternativt vil disse bygninger også kunne få stor glæde af at skifte til varmepumper.
Alle kan som udgangspunkt få glæde af et træpillefyr. Et træpillefyr fylder ikke meget mere end et oliefyr og vil typisk også kunne placeres det samme sted. Der skal dog også være plads til træpillerne. I dag er de fleste træpillefyr med automatisk fyringsfunktion, så du slipper for løbende at skulle fylde træpiller på.
Vi håber, at vi med ovenstående har besvaret mange af dine spørgsmål, men skulle du have yderligere spørgsmål til træpillefyr eller andre former for biomassefyr, kan du altid spørge din lokale VE-installatør til råds.
De kan ligeledes hjælpe dig med at afgøre, om træpillefyr, varmepumpe, solceller eller solvarme vil være den bedste løsning for dig. Benyt søgefunktionen på siden, og find en godkendt VE-installatør tæt på dig.